DEL 1 – Starten på en smykkeforhandler og InkaDesign

Historien-om-Marianne-og-InkaDesign    

DEL 1,
Starten på en smykkeforhandler og InkaDesign.

Den første rejse til Peru.

 

Hej med jer og Glædelig Jul.

Det er mig der hedder Marianne Jacobsen og er indehaver af InkaDesign.

Nu vil jeg dele historien med jer, om hvordan man starter med at arbejde i et entreprenørfirma, og adskillige bjergtoppe og knæk på vejen senere, ender med at sælge spirituelle sølvsmykker fra Peru og drive virksomheden InkaDesign.

 

Interessen

Helt fra barnsben i Lyngby har jeg været fascineret af alt om Inkaerne. Kan huske der på det tidspunkt lå en butik på Lyngby Torv, der bare hed Inka. Jeg var rigtig ofte dernede efter skole og bare kigge på alle tingene. De glade farver, dragter, sten, smykker og alt det andet. Havde dog kun råd til at købe en ring til en hundredkroneseddel, men elskede den butik.

Drømte også om at komme til Sydamerika, men mine forældre havde ikke samme drøm, så jeg måtte blive hjemme.

Som voksen fik jeg læst Shirley MacLaines bog ”På dybt vand” (Out in A Limb, 1983), som virkelig gjorde mig Peru-sulten igen. Hendes levende fortællinger om naturen, Andespræster, den måde de opfattede energi på, gav mig bare så meget lyst til at rejse til Peru og opleve det.

Jeg var dog blevet gift i mellemtiden og havde fået 3 børn, og så prioriterer man nogle gange anderledes, så i mange år, var det en anden slags ferier vi var på. Drømmen bestod dog, men igen var jeg den eneste der havde drømmen.

 

Såkaldte ”tilfældigheder”

Efter mange små hints undervejs, artikler om Peru der dukkede op, folk der havde været i Peru og talte så varmt for det og pludselig en brochure i postkassen, fik mig til at indse at det der med ”tilfældigheder”, nok ikke var så tilfældigt alligevel.

Nu var rejsen der, sad med programmet i hånden. Dyrt ja. 3 ugers spirituel gruppe rejse rundt i Peru, til alle de steder jeg så længe havde drømt om. Men at rejse 3 uger væk fra familien, er også meget for mig. Så summasumarum, ender det med, at jeg rejser sammen med min ældste datter, som på det tidspunkt var 14 år. Hun er også meget spirituel og har god kontakt op ad til, så hun ville helt klart også få noget ud af denne type rejse. Som jo er meget anderledes end vores tidligere ferier på dyre hoteller, ved lækre badestrande og shopping byer.

 

Ændrede planer

Vi havde planlagt at skulle rejse en onsdag i april 2011. På det tidspunkt var min mor meget syg og afkræftet, og jeg var bekymret for, at hun skulle gå over på den anden side, mens jeg kravlede rundt i Andesbjergene.

Mandagen inden afrejse, ringede de fra plejehjemmet og sagde, at det nok ikke varede længe. Min søster og jeg tog derhen og sad ved hende til det sidste. Af min rejseleder (som jeg måtte ringe og fortælle at vi ikke ville nå vores fly 2 dage efter), fik min mor en shamanistisk fjernhealing. Hun døde under den.

Så det var jo en noget anderledes start på vores tur, end jeg havde regnet med. Jeg fik afsluttet et kapitel med min mor. Trist, men ikke tragisk. Og hun havde hjulpet mig ved at fjerne mine bekymringer for hende, mens jeg var i Peru, til i stedet at være med mig i hjertet og in spirit.

 

Titicaca søen

Min datter og jeg fløj, nogle dage forsinket, efter bisættelsen af min mor, fra København til Lima. Med en enkelt overnatning på et lufthavnshotel, fortsatte vi til Juliaca ved Puno den næste morgen.

Juliaca ligger lidt højere end Titicaca søen. Resten af vores rejsegruppe havde langsomt vænnet sig til højderne på det første dage. Vi landede direkte i 3800 meter højde. De sidste 10 minutter inden vi skulle lande, sad jeg i flyet med en underlig hjertebanken og uregelmæssig vejrtrækning. Jeg kan kun gætte på, at flyet blandede lidt af dets iltholdige luft med den mindre iltholdige luft udenfor.

Marianne fra InkaDesign og hendes datter på Titicacasøen, April 2011

Marianne fra InkaDesign og hendes datter på Titicacasøen, April 2011

Bare på de 50m vi skulle gå fra flyet og hen til lufthavnsbygningen, fandt vi ud af, at tingene skulle ske i et noget mere adstadigt  tempo, end vi var vant til. Det var første gang jeg oplevede det, og en meget underlig fornemmelse, ikke at kunne få den ilt som ens lunger gerne ville have.

Vi stødte til de andre i Puno ved Titicaca søen. Inkarigets helligste sø. Også verdens højest beliggende sø med sine 3812 meter over havets overflade. Søen har et overfladeareal, der er større end Sjælland.

Ankommet til det hotel hvor vi skulle mødes med de andre, pakkede vi hurtigt noget tøj i en mindre rejsetaske og satte kursen mod Titicaca søen, hvor vi skulle opholde os i 2 dage.

På vej ned mod vores båd, stoppede vi i nogle små lokaler butikker/kiosker. Eftersom vi skulle overnatte hos nogle af de lokale højt oppe på øen Amantani, var det kutyme at tage nogle gaver med til dem. Ting som de ikke kunne selv kunne få fat i på øen. Pasta, sukker, friske grøntsager, frugt, chokolade mm.

Vi sejlede en hel dag på denne smukke, hellige sø, hvis bølgetoppe i solen glimtede som et hav af diamanter. Masser af sol. Følte mig som en ægte prinsesse, mens vi sejlede her. Rigeligt med solcreme, solbriller og solhat (gør ikke noget hvis den ikke er køn, bare den er virker efter hensigten) kan stærkt anbefales, her brænder solen virkelig.

På båden talte vi med vores rejseleder om de hellige kraftdyr, hvad en mesa er, hvordan den foldes og hvad man kan lægge i. Hvordan man kan bruge sin mesa som et transportabelt medicinbundt. Alle sammen nye ting for mig, som jeg skulle komme til at blive meget klogere på.

 

Øen Amantani

Vi sejlede ud til Amantani, lagde til kaj, og blev mødt af nogle utrolig flotte traditionelt klædte beboerne, som ventede på at byde os velkommen – og bære vores rejsetasker op til der hvor vi skulle overnatte. Selv små – tætte – kvinder, lagde vores tasker i nogle farvestrålende klæder, svingede dem op på ryggen og gik derudaf med raske skridt. Selvom vi ikke selv havde noget at bære på, måtte de vende sig om og vente på os hele tiden. Jeg synes det var svært, blot nogle få timer forinden, at være landet i 3800 meter højde og nu skulle vandre op til vores logi i ca. 3900/4000 meters højde. Jeg måtte stoppe hver andet minut og hive efter vejret. Vi havde spist hvidtjørnspiller og havde flere andre gode ting med i mavebæltet, for at hjælpe på højde generne. Personligt syntes jeg, de havde en meget kortsigtet virkning….

Vi nåede først stedet hvor vi skulle spise frokost. Da vi fra stien gik gennem de små bygninger, og ud på den anden side, blev vi simpelthen mundlamme af denne smukke udsigt. Tænk at få lov til at sidde her og spise frokost. Bare dugen og tæpperne var så meget Peru. Der var lavet dejligt mad med stegt ørred til os. Tror det var den flotteste udsigt jeg nogensinde havde spist ved – det var vidunderligt.

Frokost på Amantani i Titicacasøen, den skønneste frokost udsigt jeg nogensinde har haft

Frokost på Amantani i Titicacasøen, den skønneste frokost udsigt jeg nogensinde har haft

Vores udsigt på Amantani over Titicacasøen

Vores udsigt på Amantani over Titicacasøen

Senere blev vi af vores værtsfamilie fulgt op til vores værelse. Vi boede privat hos en familie som havde 2 ekstra værelser til gæster. De kunne ikke tale engelsk – eller spansk (det kunne vi nu heller ikke…), men kun Quechua, som er det gamle andiske sprog. Quechua er kun et talesprog, der er ikke nogen der ved hvordan ordene staves, så i realiteten ses mange forskellige stavemåder af det samme ord, idet man så skriver efter hvordan det lyder. Så vi blev som børn igen og benyttede tegnsprog. Det fungerede fint.

Efter frokost skulle vi op på toppen af øen. Der er hhv. et maskulint og et feminint tempel på hver sin bjergtop. Vi kæmpede os derop ad i meget adstadigt tempo, men til sidst måtte jeg kapitulere. Der var simpelthen ikke mere ilt i lungerne. Det var for meget at udsætte mit hjerte-lunge kapacitet for på samme dag. Vi stoppede her og sagde de andre bare skulle fortsætte til toppen. Min datter og jeg og nød den skønne skønne udsigt mens solen var på vej ned, inden vi gik ned til vores lille værelse igen.

På værelset måtte vi også bare sidde og kigge ud af vinduet og nyde den skønne udsigt – sjældent havde vi boet et sted med flottere udsigt.

På det lille sted vi var indlogeret, var der et par trapper op til værelset. Måske 2×4 trin. Jeg kunne næsten ikke komme op. Jeg følte mig både lidt til grin ved ikke at kunne gå normalt op ad en lille trappe og samtidig var det så ubehageligt ikke at kunne få vejret, det, at jeg ikke bare fik pusten igen efter et par minutter, som jeg plejer. Jeg blev bare ved med at være forpustet. Længe måtte jeg sidde på sengen og bare tænke på at trække vejret. Det er noget man lige skal vænne sig til. Specielt, når man som min datter og jeg, synes det skal ske alt sammen på samme dag.

Vores fine toilet var nede i gården. De blå døre i baggrunden. En form for en tønde (som man aldrig skal sætte sig på) udgjorde toilettet. Der var fine forhold, for der var også toiletpapir. En spand ved siden tønden, var til det brugte papir, for der var ingen rigtige kloakforhold og dybt forbudt at smide papir i. Udenfor døren stod en stor tønde med vand med et stort bæger i – det brugte vi til at skylle ud med.

På værelset havde vores værtsfamilie sat potter til os, så vi ikke skulle gå så langt

På værelset havde vores værtsfamilie sat potter til os, så vi ikke skulle gå så langt

Vores fine toilet i gården, men skylleskål...

Vores fine toilet i gården, med skylleskål…

Skulle vi op om natten, var der så buldermørkt, at det var et krav at have lygte med – og starte i god tid, for min gang var meget langsomt. Vores værter havde dog hjulpet os noget – ville spare os for turen om natten, så de havde skam stillet potter på vores værelse. En til hver.

Om aftenen lavede vores værtsfamilie dejlig aftensmad til os, lavet på et primitivt ler komfur.

Vores værtsfamilie på Amantani laver mad til os

Vores værtsfamilie på Amantani laver mad til os

Det blev hurtigt mørkt dernede og dermed også hurtig koldt. Det er stor forskel på de 20gr. der er om dagen og de minus grader der er om natten. Især når vil skulle sove i de små uisolerede, uopvarmede værelser, blev der hundekoldt. Heldigvis havde vi husket både uldundertøjet, mange slags lag-på-lag tøj, både til om dagen og til om natten. Så på med al tøjet og kravl ned under de flere lag af alpachatæpper, der lå på sengene. De var meget tunge at ligge under, men heldigvis også meget varme. Meget trætte efter både en hektisk rejsedag fra Lima, sejltur på Titicaca og bjergbestigning på Amantani, blev vi nød til at gå i seng kl. 8. Vi kunne simpelthen ikke holde os vågne længere.

Næste morgen vågnede vi tidligt, kl. 5-6 stykker, og kiggede ud af vinduet på vores helt vil pragtfulde udsigt. Så blev jeg helt mundlam igen. Der var så smukt. Vi valgte at udnytte tiden inden morgenmaden til en dejlig tur ned af øen til vandet. Så solen stå op og oplyse bjergene på den anden side. Der var så smukt, så roligt, en helt speciel energi her om morgenen. Vi gik gennem de små lokaler haver og hilste godmorgen til hønsene. Nede ved vandet så vi nogen fra vores gruppe, der var ude og morgenbade i det (is)kolde vand. Jeg kunne godt dy mig. Men energien er speciel her. Både fra luften og fra vandet. Problemet var bare, da vi skulle de 100meter op af ”bjerget” igen, så var den hurtig gal med vejrtrækningen igen.

Coca blade som vi lavede the på, tyggede skrå på - for at forhindre højdesyge. Coca blade er også et vigtigt element i ceremonier med Andes præsterne

Coca blade som vi lavede the på, tyggede skrå på – for at forhindre højdesyge. Coca blade er også et vigtigt element i ceremonier med Andespræsterne

Heldigvis serverede vores værtsfamilie coca the til morgenmad. Coca bladene er hjerte-lunge udvidende og effektive når man er oppe i højderne. Man putter de tørre blade i kogt vand og drikker theen, dog synes jeg at den kræver lidt sukker, for den er en kende besk. Vi havde også Coca blade med i vores tasker, for vi tyggede dem som skrå, når vi var ude og vandre. Lod dem ligge oppe i kindhulen, således at vi hele tiden fik kraften og saften fra dem.

Coca bladene er også et vigtigt element i ceremonier, men det er en anden historie.

 

Uros, sivøerne

Fra Amantani sejlede vi ud til Uros, sivøerne. Som vitterlig er bygget af siv. Og bundet fast til hinanden og ofte bundet fast til pæle fastgjort på bunden.

Titicacasøen er ca. 190 kilometer lang, 80 bred på det bredeste sted og har en maksimumdybde på 284 meter. Ca. en tredjedel af den ligger i Bolivia. Heldigvis ligger sivøerne i Puno enden og vandet er ikke så dybt der.

Uruerne samler bundter af tørrede siv, som de hakker af de siv de vokser ved søen. De bruger dem både til at fremstille og holde sivøerne vedlige, men også til at fremstille sivbåde.

Kvinderne brugte lang tid på at brodere disse flotte vægtæpper. Jeg købte det øverste med hjem. Det tager dem ca. 1 uge at brodere ét tæppe

Kvinderne brugte lang tid på at brodere disse flotte vægtæpper. Jeg købte det øverste med hjem. Det tager dem ca. 1 uge at brodere ét tæppe

Beboerne af en af sivøerne lavede en lille dukkeforestilling for os, der viste hvordan de boede og hvordan de lavede sivøerne

Beboerne af en af sivøerne lavede en lille dukkeforestilling for os, der viste hvordan de boede og hvordan de lavede sivøerne

De større øer kan huse op til 10 familier. De mindre, omkring 30 meter brede, huser et par stykker. Sivene rådner hurtigt væk, hvorfor der løbende tilføres nye siv fra toppen af øerne. En ø kan holde op til 30 år. Ofte bor familier på øer ved siden af hinanden. Og nogle gange kan de godt blive uvenner. For at genere hinanden, er der nogen der går ud og hugger de reb over, som øen er bundet fast med. Joo, de har det skam sjovt ude på sivøerne.

Vi sejlede hen til en ø, hvor beboerne ventede på os. De havde taget fint tøj på og kvinderne stod og vinkede til os, da vi sejlede op til øen. Vi hilste pænt på og blev vist lidt rundt i deres små hytter. Derefter bad de os om at sætte os på nogle sivbænke, hvor de lavede en lille forestilling med små dukker for os, der viste hvordan de bor, finder siv, laver sivøer og sivbåde. Meget interessant. Der er også nogen der siger, at de bor på sivøerne, fordi de så ikke behøver at betale ejendomsskat.

Kvinderne sidder og væver hele dagen, b.la. store flotte tæpper. Jeg købte det selv det øverste her på billedet. Det tager ca. 1 uge at lave sådan et tæppe.

På den forreste del af øen, hvor turisterne kom, var sivene pæne og meget velholdte. Vi kunne godt mærke der var blød bund, men ikke noget at være bekymret for. Jeg gik dog rundt om en af hytterne og så en ung pige sidde og lave mad. Noget der lignede kylling. Men heromme var sivbunden helt anderledes, meget mere svampet og der steg vand op nogle steder.

Ved madlavning varmes maden på bål på sten på øerne.

Bagefter fik vi en sejltur i en utrolig flot håndbygget sivbåd med soldæk. Bliver nok kun brugt til turisterne. Vi så i hvert fald, at da de var ude og kappe siv af, sejlede de rundt i helt almindelige robåde.

Uruernes unikke livsstil har gjort området til en turistattraktion, der på den ene side tilfører indtægter fra turisterne, men på den anden side udfordrer den traditionelle livsstil.

 

På 1. klasse til Cusco

Nu skulle vi til at sætte kursen mod Cusco. Og det foregik i det fineste gammeldags tog jeg nogensinde havde set. Det kunne lige så godt have været med i Jules Verne og Jorden rundt i 80 dage. Det hed Andean Explorer og vi havde fået billet på 1. klasse. Det var specielt. Man sad sammen i grupper af 2 eller 4 omkring flotte borde, som alle sammen havde duge på.

Med Andean Explorer blev vi sat et par århundrede tilbage i tiden

Med Andean Explorer blev vi sat et par århundrede tilbage i tiden

Der stod lamper på bordene med rigtige lampeskærme. Og roser i vaser. Sæderne, vil jeg nærmere kalde for lænestole, for de var lavet af stof og med øreklapper. Vi sad i den tredje sidste vogn. I den næstsidste vogn var der bar og underholdning. Der var både live musik, dans og modeshow. I den bagerste vogn var vi igen gået flere århundrede tilbage i tiden. Dette var udsigtsvognen (som naturligvis kun 1. klasses rejsende kunne benytte), hvor enden af togvognen var åben med rækværk lavet af messing. Præcis ligesom man har set det i gamle film.

På vej ombord i Andean Explorer, der skulle fragte os ra Puno Til Cusco. Der var levende musik på perronen og den røde løber var rullet ud for os

På vej ombord i Andean Explorer, der skulle fragte os fra Puno Til Cusco. Der var levende musik på perronen og den røde løber var rullet ud for os

Med Andean Explorer på 1. klasse fra Puno til Cusco

Med Andean Explorer på 1. klasse fra Puno til Cusco. Gennem højlandet, klipper og floder. En utrolig smuk tur.

Den bagerste udsigtsvogn med Andean Explorer

Den bagerste udsigtsvogn med Andean Explorer

Bare selve serveringen. En ting var at vi fik frokost og eftermiddags the ombord, frokosten bestod af en 3 retters menu. Det bedste var næsten – det var med synkron servering! Tjenerne kom ind i togvognen samtidig. Stillede sig ved hver deres bord, ventede til alle var klar, og vendte sig dernæst ned mod bordet på samme tid og serverede. Endnu en ting vi ikke havde prøvet før.

På et tidspunkt passerede vi et bjergpas i ca 3800m højde, hvor toget stoppede i 15min, fordi der var et lille marked. En ting var markedet, men for pokker hvor var der smukt. Og roligt. Tror slet ikke, at man kan stresse her. Ikke en gang hvis man kunne få vejret.

Vi købte nogle småting og tager nogle billeder. Bl.a. af denne skønne ældre dame. Og denne kvinde med sine alpachaer.

På 1. klasses togtuen over højlandet mellem Puno og Cusco holder vi pause ved et pas i 3800m højde

På 1. klasses togtuen over højlandet mellem Puno og Cusco holder vi pause ved et pas i 3800m højde

En anden kvinde poserer med hendes Alpachaer i håb om at tjene lidt penge

En anden kvinde poserer med hendes Alpachaer i håb om at tjene lidt penge

Vi kørte gennem den smukkeste natur, de farligste bjerge og nervepirrende sving ud over svimlende bjergkanter, langs den brusende Urubamba flod, over højsletterne hvor alpachaerne og lamaerne græssede. En tur hvor vi kunne tage vores værdighed til os, lade den indre kejserinde træde frem og samtidig slappe af, lytte til og opleve lokal musik og dans, blive forelsket i naturen, udsigten – ja nogen blev endda I hinanden, og tage hundredvis af billeder.

Selve turen tog 11-12 timer inkl. diverse forsinkelser. Vi ankom til Cusco i mørke og blev i en bus fragtet hen til vores hotel, der blev vores base den næste lange tid. Et lille primitivt 2* hotel, der lå midt I Cusco. Residencia del Sol. Lige overfor Coricancha Guldtemplet og lige ned til Avenue del Sol, som førte op til den store plads med katedralen. Hele området havde en meget stærk energi, som vi også fik glæde af mens vi sov. Det lå lige i kernen af det gamle inkarige. Et hotel vi blev så glade og taknemmelig for det næste stykke tid, for her var både en seng med en madras, en bruser og ikke mindst et toilet, man kunne sidde ned på.

 

>>> Læs Del 2 af Starten på en smykkeforhandler og InkaDesign, Den første rejse til Peru