DEL 2 – Starten på en smykkeforhandler og InkaDesign

Historien-om-Marianne-og-InkaDesign    

DEL 2,
Starten på en smykkeforhandler og InkaDesign.

Den første rejse til Peru.

 

Cusco

Næste morgen vågner vi op i Cusco. Cusco, som senere skulle blive min yndlingsby. Her er bare det hele, det sociale liv, hyggelige gader og stræder, butikker, caféer, den store plads ved katedralen midt i byen på Plaza de Armas. Den katolske katedral, der blev færdigbygget i 1654 efter en næsten 100 års byggeperiode.

365

Cusco ligger ca. 3350 meter over havets overflade. Først tænker vi puh – det er højt oppe. Men ret hurtigt bliver denne højde normal for os, og på de ture vi tager på der ligger oppe i højderne, tænker vi ofte ”nu glæder vi os bare til at komme ned til Cusco”!

Cusco er inkaernes gamle hovedstad. Også kaldet Verdens Navle af Inkaerne. Den er bla. også symboliseret i midte n af inkakorset, som også siges at være Verdens Navle. Byen er formet som en puma, dyret som symboliserede inka dynastiet. Maven af pumaen er Plaza de Armaz. Floden Tullumayo skulle være dens rygrad og hovedet er Saqsaywaman, som vi besøger senere.

Vores lille hotel, Resedencia del Sol, ligger super centralt i Cusco. Midt i et udgravningsområde i kernen  af det gamle inkarige. Lige overfor Guldtemplet, Coricancha. Hele området har en meget stærk energi, som vi også fik glæde af mens vi sov.

Qenco

Qenco, Pumatemplet

Qenco, Pumatemplet

Den første dag går vi over til Qenco Pumatemplet, på bjerget over Cusco. Det er nogle store klippeformationer med en stor grotte indeni, hvor der inden i er et stort plateau og flere mindre klippefremspring. Nogle mener de er blevet brugt til ofringer.

Vi starter meget tidligt om morgenen, fordi vi vil have templet for os selv, inden der kommer nogle turister. Vi skal lave en lille ceremoni hvor vi går ind 2 ad gangen og giver vores gamle begrænsende energi til klippen. Efterfølgende bliver vi ladet op med ny ubegrænset, kærlig, healende, kraftfuld energi fra hhv. Moder Jord, Pachamama – og da vi kommer udenfor, – også af Fader Sol, Inti Tayta. Jeg ligger længe på det lille kolde klippefremspring inde i hulen. Er ikke helt klar over hvad der sker, men det havde noget med min fødsel at gøre og jeg stortuder. Da jeg kommer ud i solen igen, går jeg og kigger ned i jorden og pludselig er der en sten der kræver min opmærksomhed. Det er en meget feminin sten og jeg er slet ikke i tvivl om, at den repræsenterer min mor. Jeg samler den op. Ved ikke helt hvad jeg skal med den endnu. Jeg går lidt længere uden for hulen og nu er det en anden sten, der stikker ud fremfor den andre. Her er det en meget maskulin sten, og igen er jeg slet ikke i tvivl om, at den repræsenterer min far. Jeg samler den op og putter den i lommen.

På vej ind i grotten, Qenco

På vej ind i grotten, Qenco

Det lille plateau, jeg lå og mediterede på

Det lille plateau, jeg lå og mediterede på

Der er en smal passage mellem nogle klipper der fanger min opmærksomhed. Føler det er en god afslutning at gå den vej igennem. Igen bliver jeg helt vildt rørt mens jeg går igennem. Jeg ved ikke hvad der sker, men tårerne triller igen ned ad kinderne på mig.

Christo Blanco, på toppen af Cusco

Christo Blanco, på toppen af Cusco

Jeg går langsomt igennem og kommer som den første ud på den anden side. Kigger mig lidt omkring og vælger at gå udenom klipperne og tilbage til de andre, der stadig er på vej ud af hulen. Da alle er ude, foreslår rejselederen, at vi kan gå igennem den smalle passage og op til sted, hvor vi kan tale om vores oplevelser. Jeg kan bare mærke at jeg ikke skal igennem igen, det ville være helt forkert. Så jeg går rundt om igen. Da jeg får øje på resten af gruppen, kan jeg se, at de står og kigger efter mig. Jeg fortalte, at jeg havde været igennem passagen én gang, og ikke følte at jeg skulle igennem igen. Vores rejseleder fortæller så, at den kanal/passage vi er gået igennem, går for at være en slags fødselskanal. Det var så derfor jeg ikke skulle igennem igen!

Jeg havde mediteret på min begrænsende energi som jeg havde givet til klippen, blevet renset af Moder Jord, fundet mine 2 sten der repræsenterede den feminine og maskuline energi i mine forældre, og derefter blevet ”født på ny”, da jeg gik igennem passagen. Og det kan man altså ikke gøre 2 gange!!

På vej mod Saqsaywaman, stopper vi på det højeste sted i Cusco – der hvor Christo Blanco står. En kæmpe 8 meter høj hvid statue af Jesus Kristus, der kigger ud over byen. En fantastisk udsigt over Cusco, med Plaza de Armas og katedralen i midten. Om aftenen bliver der sat lys på, og det ser ret godt ud.

Saqsaywaman

Vi fortsætter over til Saqsaywaman fæstningen, der kun ligger 15 min gang fra Qenco templet. Et kæmpe ruinkompleks over byen. Man regner med, at den blev bygget færdig omkring 1508. Det er så smukt at vandre heroppe. Så anderledes end herhjemme.

Billede fra http://www.ancient-mysteries-explained.com/ancient-inca-vestiges.html

Billede fra http://www.ancient-mysteries-explained.com/ancient-inca-vestiges.html

Saqsaywaman, Cusco

Saqsaywaman, Cusco

Saqsaywaman ligger ca. 3700 meter over havets overflade. Det er igen et af disse bygningsværker, som i hvert fald spanierne, der erobrede inkariget i 1532, mente var lavet af noget overtroisk, for der var da intet folk eller menneske, der kunne formå at lave noget sådan bygningsværk. Spanierne mente ikke at sådanne vilde, ignorante, uden nogen form for logisk tænkning – mennesker, kunne bygge noget sådant fantastisk. Derfor ødelagde de det. Det var bygget af nogle enorme stykker kampesten, nogle helt op til 70 tons. De er lavet så fuldstændig korrekt, at ikke et græsstrå kan komme ind igennem fugerne – og jeg behøver vel ikke at sige, at der er ikke er blevet brugt mørtel. Bare det at få de kæmpe klippestykker derop, er et mysterium, på lige fod med f.eks. hvordan pyramider i Giza blev bygget.

Saqsaywaman, Cusco

Saqsaywaman, Cusco. Ikke et græsstrå kan komme igennem fugerne på inkaernes bygningsværker – og der er ikke brugt mørtel.

Saqsaywaman, Cusco. Med den unikke byggeteknik

Saqsaywaman, Cusco. Med den unikke byggeteknik

Desværre – eller heldigvis – kunne de ikke få det hele revet ned. De sidste par meter står endnu. Så vi kan se hvilke fantastiske bygningshåndværkere inkaerne var. Selvom spanierne byggede deres egne mure ovenpå inkaernes fundamenter, kunne de ikke gøre det lige så godt. Hver gang der var et jordskælv, røg alle spaniernes mure og bygninger – men inkaernes mure blev stående. Igen og igen.

Saqsaywaman ligger tæt på ufo landingspladsen, området der også omtales som et center for Atlantis energi. Her sætter vi os op på et lille plateau og taler om de oplevelser vi havde haft i Qenco hulen. Der er også her jeg første gang oplever inka-healing. Selvom jeg ikke vidste det var inka-healing jeg lavede på det tidspunkt. Vi laver det man kalder Hoocha Mikhueque, som handler om at suge tung energi fra hinanden med vores Qosco, vores åndelig navle, der sidder lidt over den fysiske navle. Derefter transformerer vi den til Sami, let levende energi. Hoocha er tung energi, noget som kun vi mennesker genererer. Også en måde at møde det vi frygter, forene os med det og dermed blive stærkere og lettere.

Vi sidder overfor hinanden to og to, og fokuserer på først vores Qosco og dernæst via den, at suge tung energi fra personen overfor os. Beder vores Qosco om at fordøje det og dernæst sende det videre ned i Moder Jord. Det er ret dejligt. Og den hovedpine jeg ofte render rundt med pga. højden, forsvinder. Den kommer dog igen senere, men dejligt så længe den var væk!

Efter vi var færdige, spurgte jeg efter et toilet. Og fik det svar, som jeg har fået mange gange siden – de rystede på hovedet, pegede ud i naturen/skoven og svarede ”Pachamama”! Ja, så var det bare om at finde at træ at sætte sig bag ved!

Piller. Piller. Piller.

386Tilbage igen på vores lille hotel. Og til vores piller. Piller. Piller. Piller. Vi spiser så mange piller dernede, at der gik mange måneder, før jeg overhovedet slugte så meget som en vitaminpille igen. Piller primært for højdesyge og forbedring af hjerte- og lungekapaciteten, men også for bakterier og dårlig mave. De virker også. Ud over en enkelt dag med dårlig mave og kun almindelige problemer med at blive forpustet når vi vandrer i højderne, går alting fint. Vi kendte til et par stykker som fik højdesyge og blev indlagt, og det er bestemt ikke til at spøge med.

Med i mavebæltet er også nogle dråber vi kan tage, når den er hel gal med vejrtrækningen.

Første lille møde med smykkerne

I Cusco by møder jeg en kvinde, eller faktisk nogle stykker, men der er især en, jeg taler meget med – som sælger de skønneste sølvsmykker. Hun har butik lige i nærheden af vores hotel. Men vi har altid travlt og er altid lige på vej et andet sted hen. Men vildt smukke var smykker og jeg lover mig selv højt og helligt, at komme tilbage når jeg har bedre tid.

Desværre måtte det vente lidt endnu – for vi er nu på vej mod Den Hellige Dal og Pisac.

Den Hellige Dal og Pisac

Den Hellige Dal (Sacred Valley) strækker sig fra Ollantaytambo i nordvest til Pisac i sydøst. Midt i mellem dem ligger, ca. 15km sydligere i fugleflugt, Cusco.

sacred-valley-map

Kort over den hellige dal

Dalen ligger et par timers kørsel fra Cusco og nogle hundrede højdemeter lavere. Dalens største by er Urubamba, og dalen kaldes også Urubamba-dalen.  Dalens rigtige navn er Río Urubamba, opkaldt efter floden der strømmer på tværs af dalen og vander dens frodige jord. Urubamba floden bliver også kaldt Wilkanusta, den vilde kraftfulde prinsesse (nusta betyder prinsesse).

Med en lavere beliggenhed er klimaet her mildere, og betingelserne for landbrug er bedre end i Cusco-dalen. Således har dalen i århundrede fungeret som Cuscos kornkammer, hvor majs og grøntsager dyrkes på dalbundens frugtbare agerland. Op ad bjergsiderne, finder vi alle terrassemarkerne.

 

I Pisac besøger vi Soltemplet, også kaldet Falketemplet, der ligger på bjerget over Pisac midt i Pisacs kærligheds-kraft-bjerge. Vi vandrer derop over en formiddag,  gennem den absolut smukkeste natur. Ad snoede bjergstier, stejle skrænter, op ad såkaldte trapper og bare nyder naturen, – og turen. Det er på med vores vanlige dagsrygsæk, den smækre solhat, solbrillerne, mavebæltet og vandrestøvlerne.

Soltemplet over Pisac

Soltemplet over Pisac

Sjovt nok er vores vandring ledsaget af en fløjtespiller, der spiller den skønneste musik. Han ved intuitivt hvornår han skal spille og hvornår han ikke skal, alt efter hvad vi laver. Det er og lyder så smukt. Han kender naturligvis også alle de gode steder han skal stille sig i landskabet, så det giver den mest fantastiske klang. Det er smukt at blive ledsaget af ham.

Marianne i Andesbjergene, her på vej mod Soltemplet over Pisac

Marianne i Andesbjergene, her på vej mod Soltemplet over Pisac

Den smukkeste Corona efter vores meditation på Soltemplet

Den smukkeste Corona efter vores meditation på Soltemplet

Efter at have gået rundt i selve tempelområdet, sniger vi os ind et sted omkring soltemplet, hvor turister normalt ikke må komme. Vi vil gerne have lidt ro til at lave en meditation på energien fra Soltemplet og til at vi hver især kan søge vores vision. Nogle sidder, nogle ligger, alt imens vores rejseleder giver små guidede instruktioner til vores meditation. Det er dejligt. Da vi kommer tilbage igen fra meditationen, kigger vi op på solen. Og jeg tror ikke på, at det er en tilfældighed, at solen netop lige på dette tidspunkt, ved en meditation på Soltemplet i Pisac – ser sådan ud! Med den smukkeste corona jeg nogensinde har set. Fantastisk!

Vores fløjtespiller havde holdt pause under vores meditation, og begynder igen da vi starter vores vandring ned ad bjerget mod selve Pisac by.

Vores fløjtespiller følger os hele vejen

Vores fløjtespiller følger os hele vejen

På vej ned fra Soltemplet til Pisac

Når vi vandrer i bjergene er det meget vigtigt, at huske på, at når naturen skal nydes, skal man huske at stå stille. Det kan være livsfarligt både at gå og nyde udsigten. For terrænet/underlaget er så ujævnt/ustabilt at man skal have fokus på sine fødder, for ikke at falde eller skride og have respekt for naturen. De såkaldte trapper (læs: klippestykker) de har, svinger i størrelse fra 5 cm til 50 cm, så det gælder om at være koncentreret når man går. Ligeledes er terrænet også fyldt med grus og løse småsten som ruller. Stierne er oftest små og smalle og meget stejle. Rækværker og andre former for sikkerhed, er ikke noget de bruger hernede!

Smuk smuk natur at vandre i

Smuk smuk natur at vandre i

Kig ned når du går! Stå stille når du nyder udsigten. Rækværk og sikkerhed, er ikke noget man gør i!

Kig ned når du går! Stå stille når du nyder udsigten. Rækværk og sikkerhed, er ikke noget man gør i!

På vej fra Soltemplet til Pisac

På vej fra Soltemplet til Pisac

Og naturen er bare så smuk, at jeg bliver helt taknemmelig og rørt over at være en del af den.

Turen ned ad bjerget tager et par timer. Nogle gange lidt fysisk hård. Og forneden står vores fløjtespiller – hvordan han kan komme udenom os og så hurtigt, forstår jeg ikke. Han tilbyder naturligvis nogle cd’er, fløjter og et par smykker. Vi køber næsten alle sammen noget af ham. Det har han bestemt fortjent. Jeg køber også en fløjte. Han viser mig hvordan jeg skal spille på den, det var ikke en hel normal fløjte. Men må erkende, at den ikke har spillet siden – for jeg kan ikke få en ren tone ud af den….

Markedet i Pisac445Lige inden vi når selve byen, står et lille bord med en appelsin presser på. De lokale er åbenbart klar over, at vi har lyst til noget at drikke, når vi kommer ned. De laver friskpressede klementiner til. De smager aldeles pragtfuldt og koster – for os – næsten ingen penge.

Nedstigningen ender midt på markedspladsen i Pisac. Selvom vi er rimelig brugte, må vi alligevel en tur rundt på markedet og shoppe lidt. Det er rigtig hyggeligt.

Pludselig åbner sluserne sig over os, fuldstændig som en on-off knap, så vi løber mod den nærmeste restaurant.

Heroppe har vi den skønneste udsigt over markedspladsen, og det er også her jeg får min første alpacha burger.

>>> Læs Del 1 af Starten på en smykkeforhandler og InkaDesign, Den første rejse til Peru